GODT OG SKIDT I DEN NYE FRØLOVGIVNING
Den nye forordning om produktion og salg af plantereproduktivt materiale er vedtaget, og resultatet er bedre, end vi havde turdet håbe på. Den færdige tekst har ladet vente på sig, men midt i sommerferien kom den, og her er et par af de vigtigste pointer:
- Fremover vil al udveksling af plantereproduktivt materiale (frø, stiklinger, kartofler) blive betragtet som markedsføring, selvom det ikke har noget kommercielt formål. Dermed er det omfattet af nye regler, der skal følges. Almindelige borgere, der bytter frø, er dog undtaget reglerne. Det samme er forskning, forædling og genbankernes arbejde.
- Der er en lille chance for, at foreninger, der arbejder med bevaring af plantesorter – fx Foreningen Frøsamlerne – fremover kan blive anset som en genbank. I så fald vil de frit kunne modtage og videreformidle frø.
- Plantemateriale – både registreret og uregistreret - kan cirkulere inden for foreningen, som også frit kan modtage materiale, fx fra genbanker. Materialet kan sælges, både af organisationen og dens medlemmer – herunder bønder – for at bevare det. Men det kan kun ske uden profit. Hvis materialet sælges til ikke-professionelle brugere, skal det mærkes, og man skal både følge plantesundhedsforordningen, regler om spireprocent, sortsbeskrivelse og sporbarhed i seks år.
- Bønder vil fremover kunne udveksle de fleste slags frø og plantemateriale (undtaget er fx kartofler, vin og hamp), men kun helt lokalt og i små mængder. Der må ikke være penge involveret.
Den nye forordning træder i kraft fire år efter vedtagelsen, dvs. i juni 2030. Det er stadig ikke helt klart, hvordan Danmark fx vil implementere registrering af bevaringssorter og administration af mærkning, når frøene skal sælges. Derfor deltager Frøsamlerne lige nu i en række projektansøgninger, og nogle af dem bliver forhåbentlig bevilget. Dermed vil vi få mulighed for både at afprøve nogle af de muligheder, den nye lovgivning åbner – men også at vise, hvor den gør det vanskeligt eller ligefrem umuligt at bevare, udbrede og sælge traditionelle plantesorter.
Vi vender tilbage og fortæller mere i løbet af efteråret.