Frøsamlernes bod på grønt marked

Frøsamlernes stand med gæster fra Tyskland. Foto: Karin Schou

Søndag d. 11. oktober deltog vi på Grønt Marked på Enghave Plads. 

Det var en dejlig travl dag - måske fordi efterårsferien var startet?
Vi fik talt med mange mennesker - der var folk fra Vesterbro og Valby, men også fra Chile, Makedonien, Italien, Storbritannien, Sverige, Australien og USA. Så vi kom vidt omkring i vores snakke og fik også solgt lidt fra vores markedsbod - kål, ærter, tomater, blomster og krydderurter er det mest populære.

En ting, vi lagde mærke til, er, at folk begynder at kende til danskproducerede tørreærter som alternativ til udenlandske kikærter - tak til ærte-bønne projektet :-)
Ja, vores egen faglige sekretær, Louise Windfeldt, var også forbi for at få grønt med hjem til køkkenet og hilse på os.

I København er der en del, der dyrker køkkenhave selv - enten i deres villa, rækkehus eller i nyttehaver - men de fleste har kun altan eller fællesarealer. Men også her er der jo mange muligheder, og vi prøver at have fokus på altan-egnede planter.
Mange købte frø i søndags som gaver til "deres veninde/far/mor der har have og går vildt meget op i det".

Tak til Grønt Marked for muligheden for at vise foreningen frem.

Grønt Marked afholdes hver søndag fra maj til december på fire lokaliteter:
Gammelholm, Enghave Plads, Skjolds Plads og John Winthers Plads.
Læs mere om Grønt Marked