Anders Bech med Konserva i Tvis Mølle Have

Frøsamler Anders Bech har leveret grønkålsfrø til de 54 deltagere i Forskningens Døgn. De to sorter af grønkål, der har dokumenterede bittersunde egenskaber, er Halvhøj Ekstra Moskruset Tiara og Halvhøj kruset Konserva, og for fortsat at være leveringsdygtig, er Anders Bech nu gået i samarbejde med Tvis Mølle Have, der ligger 5 km fra, hvor han bor.

I formidlingshaven står nu 20 blomstrende bittersunde grønkål af sorten Halvhøj kruset Konserva, mens han i sin egen have har blomstrende spidskål af sorten Erstling Linga fra 1905 (som er en gammel sort, der dog ikke hører til de bittersunde). På den måde undgår han, at de to kål krydsbestøver. Desuden dyrker Anders Bech de to bittersunde sorter: sellerien Balder Bonnet og hvidkålen Langendijker Vinter Dural. Trods de udenlandsk klingende navne er alle de nævnte grøntsager gamle danske sorter. 

Når Anders har høstet frøene af grønkålen i Tvis Mølle Have, har han planlagt, at bedet plantes til med forskellige bittersunde grøntsager for at fortsætte formidlingen af MaxVeg forskningen og de bittersunde grønsagers sundhedsværdi. 

Se teksten på skiltet i Tvis Mølle Have her.

Læs mere om Anders’ dyrkning og avl af bittersunde grøntsagssorter i Dagbladet Holstebro, 24. maj 2023

Se også indslag i TVMidtvest her.