Frøenes og urternes mangfoldighed. Klik for store billeder.
Om æbletræet ”Anna Grouleff”
I 1947 købte min forældre Anna Katrine (født Grouleff, 1913 – 2001) og Ib Carisius  J. et stykke jord fra Kildegården ved Lystrup. Det var en gammel ”kalvehave”. På trods af der var hentet jord til opfyld da vejen hen over engene til Vejlby blev etableret i 1930’erne, var jorden en glimrende gartnerijord. Min far byggede straks et lille drivhus helt ude ved øst skellet og op ad drivhussokkelen lavede han et mistbænk bed, hvori der blev plantet violer til drivning, det var moderne med små buketter af violer omkranset af de grønne blade på den tid.

Da min mor i foråret 1950 var ved at plukke violer opdagede hun et lille træ i det ene hjørne af mistbænken. Det var sandsynligvis spiret frem i bedet året før og da det havde overlevet lugning, fik det lov at stå der. Min mor syntes da ikke sådan et bitte træ kunne gøre nogen skade, de kunne da altid se hvad det blev til.

Efterhånden blev træet så stort at det ville skade muren hvis det blev fjernet. Da træet så fik de første blomster viste de sig at være usædvanlig smukke og store. Blomsterne resulterede i nogle få æbler. De var en stor og behagelig overraskelse, for ikke nok med at de blev meget store, de smagte også godt, de var usædvanlig saftige og aromatiske.



Et par år efter da der var flere æbler på træet opdagede min mor en anden uvurderlig fordel ved æblerne, de kogte meget nemt ud (sparede på gassen, det tænkte man stadig på i 50’erne) så der blev den skønneste æblegrød eller æble-kage af dem. Da der også var plantet andre æbletræer i gartneriets frugthave købte min far en saftcentrifuge og det viste sig at Annas æbler gav rigtig meget velsmagende saft.

Første gang træet bar rigtig megen frugt var i 1958. Jeg husker ikke om det allerede dengang kun bar godt hvert 2. år, men den tendens har det senere vist sig at have. Der var dog altid frugt nok, og det er først i de seneste år jeg har bemærket at træet ikke bærer så godt i ulige år.

Det gamle træ eksisterer stadig og står i vores nabos have i Lystrup. Efterhånden blev der dannet en hel del rodskud, måske fordi min far dyrkede jorden omkring træet. Nogle af disse rodskud er flyttet andre steder hen, men jeg mener kun der eksisterer 3 af dem nu. Det ene står i Sivested i Kolindsund på min fætters gård, og de to andre står i vores have i Lystrup.

Der er sket det underlige at jeg har gravet rodskud op 2 år efter hinanden, og nu har vi et træ som bærer i lige år og et som bærer i ulige år. Det træ som bærer i ulige år står kun få meter fra modertræet.