Frøenes og urternes mangfoldighed. Klik for store billeder.
 

Hvordan tilbyder jeg mine frø?
En vejledning for medlemmer

FORMIDLING AF FRØ OG PLANTER til næste forårs liste - hvad vil vi gerne vide?

En vigtig side af foreningens formål er at bevare sorter af kulturplanter, som ikke er i handelen. Planter bevares bedst og sikrest, jo flere der dyrker dem og tager frø af dem; derfor opfordrer vi medlemmerne til at indberette de frø/planter, de bevarer, til det kommende års tilbudsliste. I 2010 var der 45 frøsamlere, der satte tilbud på forårets Frøliste, og i alt næsten 500 forskellige sorter.

Vi skal bruge følgende:

Sortsnavn (hvis du kender det) - helst også det latinske navn, hvis det ikke er en almindelig grønsag. Eller en beskrivelse, f.eks. "tomat, stor gul"; "gulerod, usn" (= uden sortsnavn). Hvis du har en ældre handelssort, evt. en der ikke længere kan skaffes, kan vi være med til at bevare den - hvis du har sortsnavnet.

Oprindelse: Det kan f.eks. være en person eller familie, et firma hvis det er en handelssort (også udenlandsk), et land hvorfra nogen har medbragt frøene, en organisation som f.eks. en genbank eller en anden frøsamlerforening, eller måske et indsamlingssted hvis planten har været vildtvoksende. Alle disse ting indsætter vi i vores database.

Hvorfor dyrke og bevare denne sort? (hårdfør, yderig, velsmagende, sjov, historisk interesse for en familie/egn/livsstil) Vi samler også og især de gode historier om mennesker og deres planter! Se denne side for nogle af disse.

Diverse facts (udseende, dyrkning, høsttidspunkt, holdbarhed, hvordan du bruger den osv.)

Når I indberetter jeres frøtilbud, brug også følgende signaturer: "F" for frø; "V" (vegetativt formeret) for stiklinger, podekviste, løg og knolde, planter osv.

Hvor meget er nok?

Det er sjældent, den enkelte udbyder bliver bedt om at udsende flere end 3-4 portioner. En god portionsstørrelse afhænger selvfølgeligt af urten. Med tomater og pebre vil 7-8 frø være rimeligt, altså nok til et par forsøgsplanter, selv om spiringen evt. ikke var i top. For bønner og ærter, nok til en kort række, eks. 20-40 frø. Kålfrø og andre fremmedbestøvere: op til 100 frø, så der ikke skabes kunstige indsnævringer i sortens egenskaber. Hvis portionen er begrænset kan du evt. skrive "kun få frø", så er det først til møllen… Det er det i øvrigt altid!

Hvilke sorter er det vigtigt at skrive på listen - vel ikke alle de frø, jeg har samlet?

Det er vigtigt at registrere og evt. tilbyde en sort, hvis:
-   den kun er i "familieeje" - og ikke kan købes nogen steder.
-   den kommer fra udlandet, er velegnet til dyrkning herhjemme, og det er svært el. umuligt for de fleste at få fat i den.
-   du selv har avlet el. indsamlet den. Her er der brug for en fyldig beskrivelse.
-   den er mindre kendt, selv om du f.eks. har den fra en have her i landet.
-   den, der har holdt den, ikke længere kan tage ansvar for den - evt. en ældre slægtning, eller hvis du selv er usikker på at kunne fortsætte med at bevare den.

Det er ikke så vigtigt, hvis det drejer sig om "persille fra Brugsen", altså noget der er let tilgængeligt, eller hvor du har glemt navnet, men véd det er en gængs sort. Vi sætter generelt ikke sorter på listen, der findes i handelen, for ikke at kon-kurrere. Men vi tager stilling til dette i hvert enkelt tilfælde - der kunne være særlige grunde til at fremhæve sorten for andre frøsamlere. Almindelige og værdi- fulde handelssorter kan jo også forsvinde, nogle gange fra det ene år til det andet!

Jeg har kun gamle frø af denne sort - kan de bruges? Gør venligst opmærksom på dette i din beskrivelse. Send godt med frø i hver portion, selv om det betyder færre portioner. Lav endelig en spiringsprøve, før du tilmelder sorten - eller før du sender den ud! Og husk altid at skrive høstårstal og dit navn på frøbrevet - samt FS nummeret hvis du har det (Frøsamlernes accessionsnummer i vores database).

Hvorfor "sælger" vi vores frø? Nogle tilbyder én sort, andre over 100 - altså er bevaringsarbejdet endnu noget ulige delt. Det er meningen, at det faste beløb skulle udjævne folks udgifter lidt. Nogle foreninger i andre lande har "priser", andre højere gebyrer (enkelte begge dele). Rent bytte (A for B) mener vi kun er praktisk i mindre kredse.