Et demonstrationsprojekt om bevaring og bæredygtig udnyttelse af
plante-genetiske ressourcer for jordbrug og fødevarer:Genopdagelse af gamle bælgfrugter - dyrkningsmæssigt og kulinarisk
Foreningen har 15. december fået tilsagn om 648.000 kr. til
et 3-årigt projekt med gamle sorter af bønner og ærter. De
fleste af disse er "lokalsorter", altså sorter der kun er kendt
fra et lokalområde eller nedarvet i en familie. Næste alle er
indsamlet af eller doneret til foreningen, og er sendt videre
til NordGen (Nordisk Genbank). Vi får også enkelte gamle
handelssorter fra genbanken, for at undersøge om de måske
fortjener at blive taget op igen.
Afprøvningen vil finde sted på Statens Forsøgsstation i
Jyndevad, hvor alle 28 sorter kan dyrkes samtidigt og
sammenlignes. Foreningens medlemmer vil få mulighed for at dyrke
en-to sorter, og vil få et tilbud om 4-5 kursusdage i løbet af
sommeren 2012 med genbankens forskere, der vil lære os at lave
en videnskabeligt korrekt beskrivelse af hver sort. Ærtenørder -
her er der guf! Deltagerne skal så beskrive deres sort(er)
hjemme i egen have, vurdere egenskaber, prøvesmage osv. Og nogle
vil også opformere en sort, så vi har flere frø til næste sæson.
Deltagerne i projektet og andre frøsamlere får også mulighed
for at deltage i kurser i frøavl og sensorik, altså de begreber,
som professionelle bruger til at beskrive smagsoplevelser. Der
er også midler til demonstrationsbede 3 steder i landet:
Frilandsmuseerne i Lyngby og Maribo og "Haver til Maver"
projektet i Odder. Frøsamlerne vil fortælle om projektet og om
plantegenetiske ressourcer generelt på vores markedsstande i de
3 år. Og vi får kokke og madhistorikere til at finde og
eksperimentere med traditionelle danske og nye nordiske
opskrifter, som vi får lejlighed til at afprøve bl.a. på vores
Landsmødet i Maribo 21.-23. september 2012.
Læs mere om projektets planlagte forløb og om
de 28 sorter, vi skal afprøve. |