Frøenes og urternes mangfoldighed. Klik for store billeder.
Hvorfor adoptioner?
Jo flere der dyrker og nyder vores sorter, jo større fremtid har de. Ved at dele ansvar for denne bevarelse mellem flere hænder, sikrer vi vores gamle planter mod de tab, der let kan ske gennem naturlige og personlige ulykker eller markedets luner. Vi forsøger at bevare sjældne og truede sorter i brug i vores haver og køkkener, som en levende del af vores mad- og havekultur.

Hvad er mit ansvar hvis jeg adopterer?

Du forpligter dig til at registrere din adoption og til at informere koordinatoren for den pågældende plantegruppe, hvis du på et tidspunkt ikke længere kan fortsætte med din adopterede sort. Du bliver bedt om en kort tilbagemelding efter hver sæson, så vi kan samle oplysninger om beholdningen i vores decentrale medlems-genbank.
Du får en vejledning for hver sort eller art fra koordinatoren for den gruppe, den tilhører. Vi vil bede dig om at sætte dig ind i disse oplysninger, så du kan bevare sortens særlige egenskaber.

Hvor svært er det at være adoptant?

Det er du selv med til at bestemme – hvis du er nybegynder, er det bedst at start med en af de lettere plantearter, f.eks. bønner, ærter, mælder el. tomater. Fordi de er lette, har vi også fået mange af dem gennem tiden! Og husk at du altid gerne må kontakte foreningen og få hjælp.

Hvad sker der, hvis det går galt for mig?

Du får aldrig de allersidste frø af en historisk sort. Så længe vi har styr på adoptionerne, vil vi altid kunne finde frø nok til at redde en sort. Derfor søger vi mindst 2, helst flere adoptanter pr. sort for de vigtigste sorter. Som sikkerheds­kopi eller back-up, arbejder vi på at de mest sjældne og sårbare sorter kan stå opbevaret hos Nordisk Genbank i Alnarp, Sverige.

Hvordan bliver jeg 'fadder' til en af de gamle sorter?

Skriv en besked til os på kontaktsiden, eller ring til formanden på 9854 4472.
Hent vores liste over sorter til adoption som pdf fil her.